Mød Kim Ace

Det her er Kim Ace. Han er koreograf på vores forestilling COME FROM AWAY til efteråret. Hvis du har på fornemmelsen, at du har set ham før, har du helt ret. Kim spillede nemlig Tarzan på det førhenværende Fredericia Teater.

“Jeg er uddannet fra musicalakademiet i Fredericia, og det var her jeg også begyndte på det med dansen og koreografien. Jeg hjalp en ung gut, der vandt børne-MGP, med at lave hans sceneshow. Herefter rullede bolden og det blev til musikvideoer, koncerter og shows på Wallmanns. Min største opgave til dato har været koreografi til SEEBACH-forestillingen.”, fortæller Kim.

Kim er 38 år og oprindeligt fra Sønder Omme. I dag bor han på Frederiksberg, København. Han kommer til Fredericia den 9. september, når prøverne til COME FROM AWAY starter. Kim fortæller hvilke tanker, har han gjort sig om forestillingen:

“Første gang jeg hørte om forestillingen, tænkte jeg: åhh nej, en historie om terrorangrebet 9-11, det lyder godt nok deprimerende. Men efter jeg så den, syntes jeg, den var vildt god. Den rummer så meget feel-good-stemning om folk, der hjælper hinanden, og har i virkeligheden en positiv vinkel på trods af en tragisk historie. Og desværre er den jo skræmmende relevant set i lyset af krigen i Ukraine. Men også her har vi jo vist, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Det handler om at rykke sammen i bussen – og det er præcis det, historien i COME FROM AWAY får os til.”

COME FROM AWAY er ikke som sådan en danseforestilling, så Kim afslører her, hvordan han arbejder med koreografien til en forestilling som denne:

“Jeg er typen, der forbereder alt i mindste detalje inden prøvestart – uanset om det er store dansekoreografier eller fysisk udtryk, vi skal arbejde med. Jeg lærer musikken hysterisk godt at kende, stirrer intens på scenografitegninger, noterer mig ind- og udgange og skriver noter på mit helt eget Kim-sprog. Ingen andre end mig selv kan tyde disse noter. Jeg bryder mig ikke selv om at stå på scenen med et kreativt team, der ikke har gjort sit forarbejde, så derfor er god forberedelse vigtig for mig. Jeg ser derfor frem til at arbejde med Thomas Agerholm som instruktør, for vi er meget ens, hvad det angår.”

Ud over koreografien til COME FROM AWAY skal Kim også koreografere en anden musical, ligesom han selv medvirker i The Boy Band Tour til vinter.