Mød personen Ferry Hogeboom

Det er en stille vinter-eftermiddag i starten af december måned i 1988. Jeg går sammen med mine forældre hen imod hovedindgangen til det lokale teater. De tager mig – som minimum – med i teatret to gange om året til trods for at mine forældre faktisk ikke er specielt interesseret i teater. De kan dog åbenlyst se, at det er en fornøjelse for mig, og det i sig selv opmuntrer dem til at komme tilbage igen og igen. Denne gang skal vi se et juleeventyr.

Jeg husker stadig forestillingen, spøgelserne der besøger den sovende Scrooge. Men i højere grad husker jeg mine følelser. Følelsen af at træde ind i en teatersal – at træde ind I en anden verden. En verden der bygger på sine helt egne regler, hvor det umulige er muligt, og som gav mig en sprudlende følelse i dagevis!

Da jeg søgte jobbet her i Fredericia var verden stadig lukket ned og selv kulturen var placeret i karantæne. Jeg sad med min computer ved køkkenbordet i Holland og så mine kollegaers optagede og live-streamede produktioner. Der var ikke en finger at sætte på skuespillerne, scenografien var fantastisk og musikken var vidunderlig, men jeg kunne ikke undgå følelsen af at blive frataget den egentlige oplevelse.

Der var stadig masser af elementer at værdsatte; subtil skuespil, inspirerende tekster og små visuelle detaljer. Men for mig manglede det sociale aspekt der er det grundliggende ved teater – de fysiske omgivelser og vennerne, som jeg normalt deler forestillingerne med. Alt sammen essentielle elementer af den oplevelse det er at gå I teatret. Vi oplever teatret sammen, vi føler os forbundet igennem fælles oplevelser, som kommer til udtryk i gisp, udbrud og bifald. Jeg må indrømme, at jeg griner meget højere, når jeg ser en komedie i teatret, end når jeg sidder alene i sofaen og ser en Netflix-Special. Teater er en kunstform, som kan give en følelse af ikke at være alene, men det kræver at det er muligt at mødes, og de oplevelser har været isoleret for alt for længe.

Ikke desto mindre indeholder alle kriser et løfte om en bedre tid. Essensen er ikke krisen, men selve opbygningen efter krisen. Fredericia har gjort mig til en del af opbygningen af vores fælles teateroplevelser i Fredericia. Byen, kollegaer og venner af teatret har givet mig en varm velkomst.

Lige fra starten havde jeg glæden ved at se børn gå med deres forældre i hånden på vej ind i teatret – præcis som jeg gjorde, da jeg var barn, og jeg havde glæden ved at være med til at give dem muligheden for at forundres.

Den nye begyndelse gav også en ny personlig oplevelse: Genoplevelsen af at vente lidt med at tænde den sunde fornuft, øjeblikket hvor en produktion rammer dig, forbløffer dig på en måde hvor dit sind for en kort stund slukker den sunde fornuft og tager imod. Tankermyldret stopper, når lyset dæmpes, og bliver holdt på afstand et stykke tid efter lyset atter tændes. Det kan godt være, at jeg ikke hopper rundt, som jeg gjorde, da jeg var dreng, men denne nye begyndelse giver igen publikum mulighed for at blive forundret i Fredericia. En mulighed jeg håber at dele med mange af jer.